Når du er logget ind vil du få mulighed for at opdatere og slette de anmeldelser du selv har lavet.
Hvis du har lavet en anmeldelse, men ikke ikke kan komme til at redigere/slette den, er det fordi du ikke har fået registereret dit DMCN-nr da du skrev anmeldelsen, eller fordi du ikke er logget ind.
Du kan maile til mig, for at få dit DMCN-nr på din anmeldelse, så du kan komme til at redigere den.

Anmeldelse(r) af Honda VFR800F - 2000
Anmelder Anmeldelse
Mads Jespersen
22/5-2002

Generelt:
Jeg købte min VFR 800 i maj 2001. Der er tale om en sort årgang 2000, der havde kørt 7500, da jeg købte den. Den har været vinteropbevaret fra slutningen af september til medio marts og pr. maj 2002 står tælleren på ca. 22000 km, så Hondaen bliver da rørt af og til.

Jeg har brugt cyklen dels til hygge- og weekendture dels til et par ferier . en gang til Sverige (i alt ca. 2000 km) og en gang til Amsterdam (ca. 1550 km). Turen til Sverige blev kørt solo og i mindre etaper mens Hollands-turen er kørt med passager og med en dag til hver vej (dvs. dagsmarcher på ca. 775 km).

Til bagage har jeg sidetasker (2 gange 50 ltr.) og topboks (ca. 42 ltr.). I øvrigt står cyklen som leveret - dvs. uden ekstraudstyr.

Køreegenskaber:
VFR har været min drømmecykel så længe jeg har interesseret mig alvorligt for motorcykler, men økonomiske hensyn betød, at min første MC blev en lidt mere beskeden Yamaha XJ 600 S Diversion anskaffet i 1997 (se anmeldelsen andetsteds her på internet-sitet, hvor du også kan læse om, hvilke motorcykler jeg ellers har prøvet).
Men lad mig med det samme slå fast: Det var ikke uden grund at jeg drømte om en VFR . den er en fantastisk dejlig cykel. Den er hurtig (rigeligt til mig), stærk, behagelig, letkørt og den bremser forbilledligt.
Bøgerne betegner den som en sportstouring motorcykel og det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Sportsegenskaberne er selvfølgelig tydeligst når man er alene og uden for meget bagage på cyklen mens touringpræget tager over når ekvipagen bliver læsset til med oppakning og passager. En mere negativt indstillet anmelder ville måske skrive, at den mangler en lille smule råstyrke når der er fuldt læs, men jeg har nu sjældent behov for at accelerere fra 0-100 på under 4 sek. når jeg er ude på tur med kæresten og teltet.
Selv med fuldt læs kører VFR'en sporlige og derhen hvor man vil have den til det og der er ikke det mindste tegn på slinger eller woblen. Den er ikke følsom for sidevind men tvært imod let at holde på ret kurs. Samtidig er den ikke større, end at den er let at håndtere også i sving med lav fart, ved vending osv.
Min kæreste, der agerer bagsædepassager og som med sine omkring 150 cm er noget mindre end jeg, angiver ca. 150 km/t som max-hastighed på længere ture, hvis der skal tages hensyn til komforten. Ved højere hastighed bliver vinden/turbulensen for generende for "co-driveren".

Motor/Teknik:
Alt fungerer perfekt og ud over det allerede beskrevne, skal det blot nævnes, at førerpladsen er særdeles veludstyret med bl.a. ur, digital benzinmåler og temperaturangivelse for såvel motor som udetemperatur. Sidstnævnte kan måske lyde som overflødigt gejl, men det bliver bl.a. lettere at klæde sig tilpas varmt på (næste gang), hvis man løbende kan holde øje med tempe-raturforholdene.
Desuden skal lygterne fremhæves: Jeg har kørt i adskillige (lovlige) biler, med væsentligt dårligere lys end VFR'ens.
Bremserne er som nævnt meget fine. VFR er udstyret med et sindrigt system Dual Combined Braking System, hvilket meget groft betyder, at uanset om fod eller håndbremse aktiveres, bremser den på både for og baghjulet. Det er meget mere sindrigt, men læs evt. en manual for detaljer.
Endelig er der lyden. Nogen ville sige manglen herpå, for den er bestemt ikke støjende. Men jeg kan lide den bløde turbinelyd og er i øvrigt tilhænger af at en motorcykel skal yde og ikke lyde!

Omkostninger:
Købt (let) brugt i 2001 for 160.000 kr. (nypris 180.000 kr. dengang) og med førnævnte XJ 600 S som byttecykel. Måske er den dyr, men man får efter min overbevisning fuld valuta for pengene. 2002-modellen sniger sig noget op over 200.000 kr.-grænsen og min Honda-mekaniker har herom udtalt, at det vist ville være noget pjat at skifte til den, hvis man har en VFR 800 af tidligere model (som bl.a. min).
Benzinøkonomien er efter min oplevelse bedre end bøgerne giver udtryk for. Ved konstant motorvejskørsel med 130-150 km/t (= 6-6500 o/min) på Amsterdamturen har den præsteret ca. 17.6 km/liter. Forsikring har jeg gennem Popermo for ca. 6000,- /år.

Gode råd:
Det skulle da lige være: Prøv den kun, hvis du har råd til at købe den!
Nåh jo: Jeg har strammet bagfjederen noget op, hvilket har været til gavn for køreegenskaberne med bagage og passager. Med den noget hårdere opsætning føles cyklen stadig ganske fast og kontant selvom kæresten og jeg med vores i alt ca. 125 kg + bagage er med.

Konklusion:
Jeg kan da ikke afvise, at jeg kunne finde på at skifte VFR'en ud engang, men lige nu kan jeg ikke komme i tanke om, hvad jeg kan få, der er bedre . En CBR 1100 XX Blackbird er vel det bedste bud pt.




-- Copyright DMCN.DK --