FAQ: Kæde, valg af tandhjul til gearing

De fleste af landets MC'er drives af en kæde, denne udskældte sliddel kan dog bruges til noget fornuftigt, da ændringer af motorcyklens gearing kan foretages, hvis man alligevel skal have nyt kædekit på MC'en.

Behovet for ændringen af gearing kan afhænge af mange ting. Er man f.eks. utilfreds med 1. gears alt for kraftige undergear og samtidigt ønsker mere overgear i sidste gear, eller ønsker man dynamik i motoren og derved generelt høje omdrejninger, så kunne legen med tandhjul komme på banen.

 

Hvordan fungerer gearingen i kædetrækket?


Kædetrækket udgør et enkelt gear. Dvs. at forholdet mellem for- og bagtandhjulet angiver gearingsforholdet.
Er der f.eks. 14 tænder på fortandhjulet og 45 på bagtandhjulet, så skal fortandhjulet dreje 45/14= 3,21 omdrejninger, for at opnå een hel omdrejning af baghjulet. Vendes brøken til 14/45=0,31 så får man baghjulets drejning for at opnå en enkelt omdrejning af fortandhjulet.

Det kan være svært, at forholde sig til f.eks. 0.31 omdrejninger. Men da 1 omdrejning svarer til 360 grader, vil 0.31 omdrejning svare til 360 grader * 0.31 = 111.6 grader på baghjulet, ved 360 graders rotation af fortandhjulet.

Det er ligegyldigt for forholdet, om man regner i tænder eller i grader, idet at 360/111.6 = 3.21

Dette kan man sige, idet både grader og tænder ligger ligeligt fordelt på et tandhjul.

Man kan sige, at:


Hvis man øger størrelsen bagtandhjulet eller mindsker størrelsen af fortandhjulet, så vil baghjulet køre langsommere.
En forøgelse af fortandhjulet eller formindskelse af bagtandhjulet, vil give
højere baghjulrotation.

Baghjulsrotationen kan relateres direkte til hastigheden, dvs. at hvis man udskifter bagtandhjulet med eet der er 5 tænder mindre, så ændres hastigheden med 5/45 (svarer til 11.1% højere hastighed, end før).

Var tophastigheden før 180 km/t, vil tophastigheden nu være 11.1% højere. Dvs. (100+11.1)% = 111.1% af den tidligere tophastighed, hvilket svarer til 180*1.111 = 200 km/t.

Hvorfor så ikke opnå højere topfart ved, at øge størrelsen af fortandhjulet og gøre bagtandhjulet mindre?


Det forrige eksempel, vil kun fungere i praksis, hvis motoren kan trække fortandhjulet med uændret rotationshastighed. Øger man størelsen af fortandhjulet og/eller gør bagtandhjulet mindre, så skal motoren kunne leverer et højere moment end før. Her kan man komme ud for sejtræk, hvilket betyder, at motoren ikke kan levere tilstrækkelig kraft og derved sløves ned, hvorpå man ikke opnår den forventede høje topfart. Det kan sammenlignes med, at 6. gear ikke er noget accelerationsgear og heller ikke nødvendigvis er dét gear, der giver topfarten.

Okay, hvad skal man så vælge?


Op- eller nedgearingen afhænger af, hvad man vil. Vil man have forøget acceleration og have flere omdrejninger, at lege med, så sætter man et større bagtandhjul på og/eller mindre fortandhjul på. Synes man, at motorens omdrejningstal er enerverende højt og godt vil nedsætte denne på bekostning af accelerationen, så vil man enten vælge, at gøre bagtandhjulet mindre og/eller fortandhjulet størrere.

Et fornuftigt design med tandhjul og kæder


Skal man eksperimentere med tandhjul og kæder á dimensioner, som ikke er anvist instruktionsbogen, så er det ikke dumt, at stræbe efter, at antallet af tænder og kædeled ikke må gå op i samme heltal. Tager man dét med i valget, så fordeler man slidet ligeligt over tænderne og leddene, således at et stift kædeled ikke siger 'hej' til det samme sæt af tænder (og omvendt), mens andre altid går fri.

Et dårligt design vil være 16 tænder på fortandhjulet, 44 tænder bagpå og 104 kædeled, da samtlige værdier har 2 og 4 som fællesnævner.