Nordic Heat Softshell vest (elektrisk)

Elektrisk opvarmet tøj har eksisteret i en del år, og jeg har længe været fristet til at afprøve en sådan opfindelse. Det blev dog først i efteråret 2014, at jeg nåede dertil.

Der findes flere fabrikater af elektrisk opvarmet tøj, i alverdens kvaliteter, man kan bestille fra udlandske WEB shops. Ulemperne herved er, at man ikke kan afprøve størrelser og modeller før man køber, ligesom evt. fortrydelse og reklamationer er underlagt det pågældende lands regler og normer. Nogle af de anmeldelser man kan læse på nettet indikerer, at ihvertfald nogle af produkterne er af tvivlsom kvalitet.

 

Nordic Heat er, mig bekendt, det eneste danske firma der designer og sælger elektrisk opvarmet tøj i Danmark. Firmaet har både en dansk WEB shop, underlagt dansk lovgivning med 14 dages fortrydelsesret, samt en række forhandlere fordelt over hele landet, hvilket gør det nemt at afprøve produkterne før køb. Nordic Heat producerer flere typer el-opvarmet tøj, med infrarød opvarming. Jeg har testet herre udgaven af Softshell vesten.

 

Produkt beskrivelse

Vesten er tyndere end størstedelen af “traditionelle” ikke-opvarmede veste, af dun typen. I tykkelse, men ikke design, minder den mest om en lædervest. Softshell vesten fylder derfor ikke ret meget.

Man styrer varmen på vestens eneste knap, øverst på venstre side. Lange tryk tænder og slukker varmen, korte tryk skifter kontinuerligt mellem tre varme niveauer. Når vesten er tændt, lyser knappen i en farve, der viser det aktuelle effekt niveau. Gennemtænkt og meget brugervenligt! Så længe man kan se knappen, kan man således ikke være i tvivl om effektniveauet.

Der sidder et batteri i vesten, der strømføder vestens tre varmelegemer. Der er et varmelegeme øverst på ryggen, samt to foran, dvs. et ved hvert bryst. Der følger en lader og et batteri med til vesten. Skulle man få brug for flere batterier, kan ekstra Lithium-ion batterier købes for 245 kr.stk. inkl. moms. Sammenlignet med hvad originale batterier til mobiltelefoner og lign. koster, synes jeg at det er en fair pris.

Al elektrisk opvarmet tøj fra Nordic Heat kan maskinvaskes, hvilket jeg synes er en kæmpe fordel. Lige præcis en vest har næppe behov for hyppig vask, men man kan jo svede i alt tøj, eller komme til at spilde på det. Det glæder mig således at man slipper for håndvask eller kemisk rens.

 

Størrelse

Da vesten skal kunne afgive varme til kroppen, skal den sidde nogenlunde tæt til kroppen, men selvfølgelig ikke ubehageligt stramt. Jeg er 186 cm høj og slank, så når jeg køber tøj til overkroppen, er det oftest i størrelse large, enkelte gange i størrelse medium. For at denne vest ikke skulle være for bred til mig, måtte jeg overraskende ned i en størrelse small. Har man imidlertid en mere “tidssvarende og rund” kropsform, kan man muligvis holde sig til den størrelse man plejer at købe.

 

Erfaringer

Jeg har brugt vesten uden andet tøj udenpå, ved MC kørsel under MC jakken, og under almindelige jakker. Den har i alle disse situationer fungeret upåklageligt, og jeg har ikke oplevet fejl på produktet. Da den er så tynd som den er, har man god bevægelsesfrihed. En fordel i alle situationer, men især når man laver noget der kræver at man bevæger sig.

 

MC specifikke erfaringer

Jeg har kørt med vesten under MC jakken, ved udendørs temperaturer ned til fire graders varme. Det er ved disse lave temperaturer, at jeg har erfaret følgende.

Jeg konstaterede nærmest med det samme, at det var en fornøjelse at tænde vesten og mærke varmen i overkroppen.

Ved langsom kørsel var laveste effekt niveau (grønt lys i knappen) tilstrækkeligt. Ved højere hastigheder skulle vesten klikkes op i effekt.

Da vesten var på højeste varme niveau, erfarede jeg, at det blev temmelig varmt at holde stille. Dog ikke så brændende varmt, at der var risiko for at foretage noget panisk. Da jeg igen fik MCen op i fart, kølede fartvinden overkroppen så meget, at varmefornemmelsen faldt.

Under en MC køretur på et par timer, hvor jeg løbende skiftede mellem vestens tre varme niveauer, fik jeg ikke brug for at skifte batteri. Efter en pause kørte jeg yderligere ca. en time, og derefter var der stadig strøm i batteriet. Men havde jeg kørt med fuld varmeeffekt hele tiden, havde et batteriskift undervejs formentlig været nødvendigt.

De to medfølgende batterier har således kunnet levere varme længe nok til mit brug, så jeg tvivler på at jeg skulle få brug for at købe ekstra batterier. Har man imidlertid et mere krævende behov end mit, f.eks. hvis man skal ned gennem Europa på MC om vinteren, eller stå stille udendørs fra morgen til aften, kan man måske få brug for yderligere batterier. Det afhænger af, hvor kraftig effekt man har vesten tændt på, og dermed strømforbruget.

 

Min dom over vesten er således, at jeg er yderst tilfreds.

 

Hvis jeg absolut skal finde noget negativt, må jeg over i småtingsafdelingen.

Uanset hvilken jakke man ifører sig uden på vesten, vil vestens betjeningsknap altid være under jakken. Dermed bliver knappen mere besværlig at betjene. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var værre, end at jeg blot skulle huske, hvor “på kroppen” knappen sidder. Selv under MC jakken med foer isat, kunne jeg med den viden i baghovedet, nemt ramme vestens betjeningsknap. Med foer i jakken, skulle jeg, ikke overraskende, trykke en anelse hårdere end ellers, for at finger trykket kunne trænge gennem jakken.

De første gange man skal have en jakke uden på vesten, kan det være nødvendigt at ofre et par sekunder på at mærke efter, præcist hvor knappen er. Bliver man imidlertid i tvivl om, hvorvidt man trykkede det rigtige sted, og om trykket var hårdt nok, er det blot at vente et øjeblik. Man mærker ændringen i effekt inden for et halvt minut.

 

Da man kan betjene jakken uden at se betjeningsknappen, har man ikke behov for at se knappen. Men hvis man alligevel stædigt insisterer på at ville se knappens lys, er der ingen vej uden om at lyne jakken lidt ned, for at se på knappen. Det er hurtigt klaret hvis man bærer vesten under en almindelig jakke.

For os på MC bliver dette unødvendige behov dog mere besværligt. Pilot- og klaphjelmsbrugere kan nøjes med at lyne jakken lidt ned, og kigge efter. Lidt besværligt på MC, men det kan lade sig gøre. Har man imidlertid integralhjelm på, bliver det værre, da knappen sidder så højt, at den er skjult bag hjelmens nederste blinde vinkel (mundpartiet). I så fald må man, ud over at lyne jakken lidt ned, også tage hjelmen af.

Summa sumarum, uanset om man kører med integralhjelm, pilothjelm, tyskerhjelm, eller for den sags skyld kører uden hjelm, er det nemmest at have memoriseret, hvor knappen sidder, og så blot trykke det rigtige sted på jakken.

 

Batteri er bedre end strømforsyning fra MC

Nogle MC kørere vil måske foretrække at elektrisk opvarmet tøj strømforsynes fra motorcyklens generator. Fordelen herved er, at man ikke behøver spekulere på, hvornår de små batterier i tøjet løber tør for strøm. Til gengæld er der en række ulemper. Uden eget batteri kan tøjet kun bruges på MC, ikke til andre formål. Endvidere ville man være nødt til at rode med stik, ved hver af- og påstigning. Har man meget elektrisk opvarmet tøj på, ville man også skulle tilslutte handsker, jakke, sokker osv. Ret besværligt. Ikke til mig tak. Vi er i 2014 med bluetooth og avancerede batteri teknologier, der leverer strøm i lang tid. I dag hvor alt sker trådløst, er indførsel af ledninger et skridt tilbage. Batteriet i denne vest leverer trods alt strøm i dejlig lang tid.

Uanset hvor glade vi er for vores motorcykler, er det endvidere et kedeligt faktum, at langt de fleste motorcykler leverer en temmelig ringe ladestrøm. Især ved lave omdrejninger, typisk bykørsel, hvor der bruges mere strøm end der genereres. Jeg har oplevet at min egen MC, selv med et relativt nyt batteri, ikke havde strøm nok til at kunne starte, efter at have kørt bykørsel. Alene af den grund er ekstra strømsugende enheder ikke en god løsning.

 

Konklusion

Nordic Heats softshell vest er en dejlig opfindelse, som man i et koldt land som Danmark kan anvende i adskillige situationer. Den er designmæssigt flot nok til at kunne bruges som en traditionel vest. Den er tynd nok til at kunne bruges under en vilkårlig jakke. Det er skønt at kunne erstatte en fiberpels eller lign. tyk trøje med en tynd vest, hvorved man undgår at føle sig som Michelin manden.

Vesten lever op til fabrikantens ord. Den er prissat fornuftigt, og det er en fordel, at man ikke skal købe batteri eller lader separat, men får det hele med. Det eneste minus ved vesten er, at den… ja at den er en vest. Ikke fordi at der er noget galt med produktet, men fordi jeg kan nemt blive forfalden til flere elektrisk opvarmede beklædnings genstande, så også andre dele af legemet kan nyde godt af varmen.

Elektrisk opvarmet tøj er dejligt komfortabelt når det er koldt, og i visse situationer en decideret nødvendighed, for ikke at fryse. Elektrisk opvarmet tøj forlænger MC sæsonen, og det er noget jeg som motorcyklist værdsætter. Det gælder naturligvis også andre udendørs aktiviteter. Jeg er således glad for vesten.

I øvrigt har min bedre halvdel en en hvid quiltet dame vest, som hun også er yderst tilfreds med.

 

Karakter: 5/5 (særdeles godt produkt)