GSX 750 Katana - 1981; ’absolut en overvejelse værd’

Motor/Teknik: 4 cyl på række
Motor: 747 ccm
Ydelse: 82 hk v/9200 rpm
Acc.: 0-100 km/t: 4,2 sek
Topfart: 207 km/t
Køling luft/olie
Bremser (antal/type/størrelse): 3 Skiver (for 2 stk. 275mm / 5mm), (bag 275mm / 6,7mm)
Transmission: Kæde
Vægt (tør): 249kg

Jeg er spritny, i denne sammenhæng. Interessen har altid været der og jeg har da også blafret rundt på crossmaskiner og på lånte cykler, men aldrig selv ejet én. Gode råd var velkomne osv. og jeg kiggede Honda VF-500 der nok var sjov, men alt for lille til mine 189cm (efter min mening), så var der livrem og seler maskinen, XJ-600 fra Yamaha… XJ-600 går man sjældent fejl af, dog var den jeg prøvede rimelig udtrådt, men ok. også billig. Så nej, heller ikke Yamaha, selvom den var et rigtig godt bud. Moto Guzzi V50 var også inde over, for selvfølgelig gjorde det ikke noget hvis min kommende ”kone-2” var lidt klassisk.
Ganske mod alles forventning, havde jeg pludselig fået opsnuset en Suzuki GSX 750 Katana i 100% original stand og kun 19000km på klokken. Så tænker man pr automatik, ”ja ja den har sikkert rundet de 100t et par gange, men den så pæn ud, så af sted det gik. Med sådanne tanker i baghovedet, kan man jo kun blive overrasket, og det blev jeg så, for det viste sig at være en sand historie. Den korte version hedder: at den er hentet i Italien for 12-13 år siden og at told & skat efterfølgende forsøgte at rykke arme og ben af den lykkelige ejer, som trak sin begæring tilbage og klodsede cyklen op. Sidste år solgte han den så til en fyr som synede og betalte afgift på den, da sæsonen nærmede sig, mente fruen i huset, at der var mere behov for en familiebil. Nu står den så her…
Som ny Mc’er er det nok lidt dristigt at vove sig ud på en 750’er. Godt nok har jeg kørt 2 hjul med motor, men aldrig over 500ccm og en crossmaskine er måske en slags motorcykel, men dog vil jeg stadig kalde det for 2 vidt forskellige ting. Den er ret tung (over 250kg med olie, benzin og luft i dækkene), motoren yder omkr. 82 hk (og de er ikke på græs). 0-100 klares på omkr. 4,2 sek. hvilket er rimelig fint for en 25år gammel cykel.
Det vil være forkert at sige, at jeg var bange for den, men jeg vil godt understrege, at jeg havde stor respekt for ”skrumlet”, hvilket den jo er, set i sammenligning med nutidens maskiner. Så kan man ikke styre sig, vil jeg ikke anbefale den som en starter maskine. Men ellers kan man nu roligt gøre bekendtskab med den.
Hvordan kører den så… Ganske fremragende. Trods den høje egenvægt er den utrolig fint balanceret, faktisk er den overraskende letkørt og følger dine bevægelser fint. Kørestillingen er for-over-bøjet, og måske ikke til ture til Spanien, men længere ture vil jeg ikke betegne som et problem. Dog er mit gashåndtag pt. meget stramt, så min fingre begynder at sove, men det er der sikkert råd for.
Bremserne kunne ha’ mere bid, men det kan godt skyldes, at bremseklodserne er for dårlige, så den vil jeg godt følge op på senere.
Affjedringen er justerbar både for og bag og forgaflen er desuden udstyret med anti-dive. Alt i alt en cykel der må ha’ været rimelig med på noderne dengang in ’81
Motor: Suzuki’s luft og oliekølede gamle konstruktion er rimelig holdbar, efter sigende meget holdbar. De 4 cylindre på række med 16 ventiler og overliggende knaster, leverer varen alt efter hvor meget du vrider håndtaget. Det er dog en typisk Japser, som afleverer sparket fra ca. 5000 omdr. og opefter, får dette er der et acceptabelt træk uden det er voldsomt, men det er absolut tilstedeværende.
Dette er jo så en org. Katana med det karakteristiske udseende, enten kan man li’ den eller ikke. Jeg bliver mere og mere vild med den, for hver tur jeg kører. Havde jeg startet med en 400ccm var den sikkert allerede sat til salg. Der er jo ikke andre der har beskrevet maskinen herinde, men skulle i have indvendinger, vil jeg da meget gerne høre fra jer.
Jeg har selv haft meget glæde af disse anmeldelser, så nu håber jeg ikke jeg leder nogen ud i noget uoverlagt.
Katana 750 har helt sikkert nogle negative sider, men husk på at vi snakker om en 25 år gammel cykel… Der er sket ufatteligt meget med både stel & motorer siden da, så husk at tage det med i perspektivet. Men er du på udkig efter en cykel, der ikke er en af mange, og som også kan give dig lidt sjove oplevelser, er den absolut en overvejelse værd.