YBR 125 - 2007; ’bygget som by-commuter’

Yamaha YBR125 er tydeligvis bygget som by-commuter. Den er som standard udstyret med bagagebærer, og der kan tilkøbes en lille styrkåbe, som monteres på ganske få minutter med helt almindeligt værktøj (ringgafler og skruetrækkere).
Det er en lille og let cykel, ikke for folk over 185 cm. Men meget nem at tumle på vejen, styrevillig, men ligger alligevel godt retningsstabilt.
Forbremsen er en enkelt skive og bagbremsen af tromle-typen, men samlet set er der rigelig bremsekraft til at stoppe maskinen. Der er rimeligt med bid i forbremsen, men bagbremsen overrasker særdeles positivt.

Motoren er en 1 cylindret luftkølet 124cc med 2 ventiler. Den yder 10 HK og 10Nm, og den trækker klart bedst ved omdrejningstal mellem 6-8000. I stiv modvind (kuling) holdes de 80 km/t bedst i 4 gear, da 5. gearet er rimeligt højt gearet. Cyklen maxer ud omkring 95 km/t +/- , alt efter vind og vejforhold.
2007 modellen er født med en 22mm Mikuni karburator af spjældtypen, som gør sit arbejde med at føde motoren ganske udemærket. Koldstart efter længere tids vinterstilstand er dog et problem, som ikke er ukendt for karburatormotorer. De senere årgange af YBR 125 er med indsprøjtning. Disse har jeg ikke prøvet, men har ladet mig fortælle at de kører længere på literen, men kører knap så hurtigt, ligesom accelerationen (som i forvejen er tilbagelænet) også er blevet svagere. Karburatormodellerne skulle være dem med mest "go" i.
Lyset rækker, men hvorfor Yamaha har valgt den åndssvage BA20d fatning og ikke en H4 forstår jeg ikke. Man kan dog give maskinen lidt bedre lys ved at hente en 35W BA20d halogenpære på nettet i stedet for den alm. 35W pære der sidder i maskinen. Lige der burde man nok have tænkt en ekstra tanke, givet generatorspolen et par ekstra viklinger og så kastet en 60/55 H4 i lygtehuset. Baglys og blinklys er der intet at udsætte på. Det virker og kan ses.
YBR125 2007 kører 30-40 km/l alt efter kørestil, til det skal lægges et årligt nyt tændrør og et par årlige olieskift (der er intet oliefilter, blot en strainer) á 1L pr gang. Dette + diverse små service kan man uden problemer lave selv, ligesom ventiljustering er lige til. Regelmæssig smøring af kæden er en selvfølge. Den er derfor billig i vedligehold og drift, og med 12 L i tanken (heraf 2L reserve) kan man køre 3-400 km mellem hver optankning.
Maskinen er pænt godt lakeret, undtagen under tanken. Min 2 år gamle og 3200 km kørte maskine havde begyndende rustpletter under tanken, så jeg vil anbefale man piller tanken af og giver den en god omgang rustbeskyttelse. Nu når man er i gang kan man ligeså godt give stellet en tur, for jeg er ikke klar over hvor mange lag lak den har fået. Ligeledes bør svingarmen have en ordentlig tur, for hjulet kaster en masse grus og skidt op på denne.
En YBR125 kan godt tage en passager i byen eller på et kort stræk, og sædet er rigeligt stort til det. Men den er for svag til at tage på langtur to personer. Motorveje er ikke tilrådeligt, da topfarten på de 95 km/t ikke er hurtig nok. Men husk det er en 125'er, så by-/bi- og landeveje er dens livret.
Køb maskinen hvis du har brug for et billigt og driftssikkert transportmiddel, som du kan servicere med et topnøgle- et ringgaffelnøglesæt og nogle skruetrækkere. Den er meget sjovere end en scooter, den kører som en motorcykel bør, og din pengepung bliver ikke drænet. Nyprisen er godt 20000 kr, og en 2 år gammel og velholdt maskine fås nemt for 10-12000 kr. Af samme årsag er der ingen grund til at kaskoforsikre den, hvorfor en helårs ansvarsforsikring kan fås for omkring 800 kr.
Hvis man tager YBR125 for det den er, en 124cc commuter, som også kan benyttes til en hyggetur, så blver man ikke skuffet. Kvaliteten er ok, prisen attraktiv. Vedligeholdelse nem. Blot husk vask og rustbeskyttelse. Og forvent ikke mere end landevejsfart så er man godt kørende.