YZF 1000-R Thunderace - 2000; ’utrolig hurtig cykel - let at køre’

Dette er min første helt nye MC. Efter at være blevet færdig med studiet skulle pengene jo bruges til et eller andet ufornuftigt, så et besøg hos Aagesen kurerede problemet. Ud med 'Potten og klar til bankerotten... penge kan jo lånes, men lykken - den skal købes!
Springet fra min tidligere GSX750F (og min GS 550 for den sags skyld) er ganske stort. Særligt trækket i mellemområdet er ganske imponerende, selv med passager bagpå. Her kommer i øvrigt lige en lille advarsel til andre, der får lejlighed til en tur på bagsædet af sådan en karl: Aftal liiige med føreren hvis du ikke har godt fat, for drejer han pludselig på rullen mens du er opmærksom.....ups!

Dunderklumpen er en utrolig hurtig cykel, men samtidig meget let at køre, da motoren trækker jævnt og uden de store humpler i momentkurven fra 2500 rpm og opefter. Vejens sving klares fuldstændig udramatisk, og nedlægningen er blevet en del større uden at jeg har fået sved på panden endnu. Faktisk er styringen meget let. Modsat cykler som f.eks. Mille og ZX6R skal der ikke ret meget input til gennem styr og fodhvilere, før den villigt ændrer kurs - lidt som en forvokset GOOF, faktisk. Dertil kommer, at gasgivning ikke forstyrrer affjedringen, der i øvrigt kort kan betegnes - lækker! Bremsning midt i sving får cyklen til at rejse sig og søge udad, så her skal man være klar til at styre kontra, hvis man har fået lidt for meget humør på ind i en kurve.
Komforten for føreren er god, sålænge det går derudad. I byen bliver håndleddene belastet i nogen grad, men efter nogle måneder med cyklen kan jeg med god overbevisning sige, at det forsvinder med træning. Kåben dækker op til skuldrene (jeg er 1,90 høj), og luften omkring hjelmen er fri for larmende turbulens. Af hensyn til læ for regn og lidt for sjov har jeg monteret en Double Bubble fra Zero Gravity - Det var en god investering. Mindre turbulens end før, jeg kan se instrumenterne uden at blive helt rundrygget og så er det blevet lettere at finde plads helt i læ, når det virkelig skal gå stærkt. Optisk er kåbeglasset fra Zero Gravity vellykket, og klæder i høj grad cyklen. Det er rimeligt ridsefast og er efter en hel sæson stadig klart og fint, men husk at acryl-produkter er følsomme overfor bremsevæske....goddammit! Mine knæ er temmelig bøjede, men det har ikke generet selv efter 30.000 km på en sæson, og sædet er bredt og godt nok til adskillige timer i træk. Om bagsædet kan siges: Det er stort men savner holdegreb, og fodhvilerne sidder temmelig højt, så det er forbeholdt personer af lav vækst. En topboks er en god sutteklud for nervøse passagerer, og et Givi monorack skæmmer ikke cyklen, men det er selvfølgelig en smagssag.
Gearkassens 5 trin går lidt kontant i starten. Det er svært at skifte uden lyde - særligt fra 2. til 3. gear, men bevægelserne er klare, og jeg har ikke fundet falske frigear. Efter nogle tusinde kilometer bliver skiftene mærkbart glattere, så i dag er jeg helt tilfreds med gearkassen. Jeg skifter - nok mest af vane - normalt ikke uden kobling, men det kan fint lade sig gøre uden ryk og mislyde. Første rækker i øvrigt til 110, andet til 165, tredje til 220 osv. Ned ad bakke kan motoren trække helt ud til omdrejningsbegrænseren i 5. gear, hvilket, så vidt jeg kan regne ud, giver omkring ægte 280 km/t.
Bremserne er meget effektive som på alle de sportslige Yamaha'er, og jeg har efter 30.000 km og to sæt klodser ikke oplevet antydning af skæve skiver, som ellers FZR modellerne er berygtede for, men Thunderace'n har jo også både helt andre skiver og calipre end de gamle FZR-modeller. Et par fingre på grbet er alt rigelig til daglig kørsel. Der skal nok udvises forsigtighed på våd vej, hvis nødankeret en dag skal smides - hvilket jeg heldigvis har til gode endnu. Klodserne foran er p.t. Vesrah Sinter Metal, som jeg varmt kan anbefale til sportslig kørsel. De kræver lidt opvarmning for at bide effektivt, men er herefter helt i top. Jeg har også slidt et sæt EBC Sinter Metal klodser ned, der ikke var noget at råbe hurra for på noget tidspunkt overhovedet. Middelmådig bremseeffekt og irriterende lyde, nærmest som håndbremsen på en SCO fra 1972. Originalklodserne fungerede markant bedre end EBC'erne, men er sikkert skide dyre, så jeg holder fast i anbefalingen af Vesrah's sintrede klodser. Bremseslangerne foran er nu Lucas stålarmerede, hvilket som man ville forvente sig, har forbedret især følingen en del. Bremserne synes at gribe mere øjeblikkeligt end før, hvorimod jeg ikke kan afgøre om deres maksimale effekt er blevet større. Cyklen gik og går stadig på forhjulet med to fingre på grebet, så det er ikke der, den største forandring skal findes. Man har mere følelsen af, at klodserne siger "klap" ind mod skiven, end at de blot presses langsomt sammen.
I alt fire gange har jeg haft cyklen på bane. Første gang i sær var en fed oplevelse, der virkelig lærte mig noget om cyklens evner. Alt gik som det skulle, og jeg kom hjem en stor oplevelse rigere. Senere samme år gentog jeg successen, denne gang havde Yamaha'en fået et par Pilot Sport på - Preload og kompressionsdæmpning var skruet op til ca. 75% bagpå, mens forgaflen kun havde fået en lille smule ekstra preload. SÅDAN! Den kørte som en drøm, trak sorte streger efter forgodtbefindende og styrede væsentligt hurtigere end den gjorde i standardopsætning. Piloternes greb på bane og ved god temperatur er fantastisk, fodhvilerne kunne køres i asfalten uden bekymringer igen og igen og igen.... I 2001 gik turen også to gange til Sturup, men den ene gang var føret underligt. Tørt nok, men der var ikke samme greb og forudsigelighed. Den dag styrtede tre blandt gadekørerne... Anden tur dette år foregik halvt i regnvejr, hvilket tog brodden af aggressiviteten. Heldigvis kom jeg helskindet igennem trods et par udskridninger. Andre var - ligesom sidst - ikke så heldige.
Af irritationsmomenter kan jeg nævne: Cyklen leveres på Michelin Macadam 90X, der kun har et formål her i livet - at blive slidt ned til lærredet hurtigst muligt for at vige pladsen for et sæt Pilot Sport! Da kæden er en bitch at komme til har jeg monteret en Scotoiler, så nu skal jeg bare huske at fylde olie på hver 14. dag...Kæden har p.t. kørt 30.000 km og er ikke det mindste slidt. Det bliver nok det forreste tandhjul, der først når grænsen, men det har jo også et hårdt liv... kun 17 tænder til 145 heste... Sumitomo caliprene foran er følsomme overfor korrosion på både stempler og caliperhuse. Adskillelse eller i det mindste grundig rensning to gange pr. sæson er et must, hvis de ikke skal begynde at hænge. Jeg er grundig af natur, så det hele bliver splittet ad, pudset og vasket og til sidst samlet med godt med bremsepasta. Det virker som en ny cykel hver gang! Bagcaliperen var lettere tæret efter 15.000 km og klodserne slidt helt ned. Den havde hængt, men efter en adskillelse + rensning og nye klodser har der ikke været problemer overhovedet.
Mange har oplevet stort olieforbrug på FZR-modellerne, men Thunderace'n bruger kun et par deciliter mellem service (6000 km). Ventilerne skal i øvrigt kun stilles for hver 42.000 km, så den almindelige servicering er utrolig let at gå til. Hvadenten man køber ny eller brugt skal man nok undersøge nålelejerne i bagsvinger og link til affjedringen, de de leveres HELT uden fedt fra fabrikken, og jeg tvivler på, at der er ret mange forhandlere, der rent faktisk afmonterer hele bagenden for at smøre med Molykote fedt, som det jo skal gøres ved hvert 3. service...Jeg gjorde det selv på et par timer, og så ved man jo præcis, hvor godt der er gjort. Nu vi er ved affjedringen, vil jeg kommentere bagdæmperen, der ellers fungerede forbilledligt den første sæson: Den er færdig i dæmpningen, så cyklen er blevet svær at holde i ro rundt i lange kurver. Løsningen bliver sandsynligvis en Technoflex eller en Öhlins.
En komplet manual samt mikrofilm over alle dele til Thunderace'n kan i øvrigt findes på Thunderace siden.