VFR750FG – 1986; ’ kraftoverskud i hverdagen’

Generelt:
VFR er en sportstourer, og kørestillingen er let foroverbøjet. Ved hastigheder under 80-100km/t kan den godt være lidt hård ved håndledene, men måske er det fordi min tidligere motorcykel(Suzuki GSX250EX fra 1982) havde en meget oprejst kørestilling, at jeg ikke er vant til vægt på håndledene.
Køreegenskaber:
Den styrer meget kvikt pga. det lille 16" forhjul. Da den kom frem blev den også betragtet som en "racer", der skulle konkurrere med andre i 750ccm klassen.

Motor/Teknik:
V4-motoren er en perle!. Dens stamfader er VF'eren, som dog havde en del problemer, med bl.a. knaster og plejlstangsleje. Disse problemer blev afhjulpet da VFR'en blev designet. Den har et meget jævnt træk, og yder officielt 105Hk ved 10500rpm. I MC-kredse har motoren ry for at være næsten uopslidelig, og min går som ny efter 110000km, og den bruger ikke en dråbe olie selvom den får klø en gang imellem. Jeg har haft den på rullefelt efter 106000km, hvor den smed 96Hk på baghjulet(Hvilket passer meget godt med 105Hk på krumtappen). Den er meget omdrejningsvillig og begrænseren begynder ved 12000rpm.
Omkostninger:
Jeg har kørt lidt over 5000km på den, og har kun haft almindeligt vedligehold på den. Jeg har skiftet kædekit og dæk + olie og filter. Den er rimelig billig med dæk, da den kører på smalle typer.
Benzinforbruget er meget afhængig af køremåde, og den er tørstig hvis den får klø. Jeg har kørt alt mellem 13-19,4km/l på den. Ved normal frisk kørsel kører jeg 15-16,5km/l.
Gode råd:
Desværre har den nogle sjældent brugte dæk-størrelser, så udvalget er ikke så stort. Jeg har smidt et par Bridgestone BT45 på, og de er supergode. Mange fristes til at bruge et bredere bagdæk end normalt, lad være med det, da det forringer køreegenskaberne.
Konklusion:
En motorcykel jeg er enormt glad for. Den har masser af kraftoverskud i hverdagen, og kan nemt klare længere ture uden at man bliver ødelagt i ryg/skulder og balder.
Motor:
748ccm V4 med 4stk. 34mm CV kaburatorer.
Ydelse:
105Hk ved 10500rpm.
Acc.: 0-100 km/t:
3,2sek.
Topfart:
Opgivet 235km/t. Jeg har haft en speedometervisning på 240km/t
Køling (luft/olie/vand):
Den er både oliekølet og vandkølet.
Bremser (antal/type/størrelse):
2x276mm skiver med flydende 2-stemplet kaliber foran. 1x256mm dobbelstemplet kaliber bag.
Transmission (Kæde/Kardan/Rem):
Kædetræk.
Vægt (tør):
196Kg
Nypris: Kostede i 1986 90.000kr