K1200GT - 2004; 'Dyr, men dejlig, dejlig maskine'

Generelt: 

Købte maskinen i Marts 2005 som en demomaskine. Den havde kørt ca 2000km. Den var nedsat med ca 32.000 kr, og selv om jeg gik efter en helt ny (der var nedsat 30.000 kr p.g.a. at det var sidste års model)

Jeg kom fra en CBR600F4, men ville nu have noget mere Touringagtigt - og det fik jeg! Jeg overvejede Honda VFR800 og Ducati ST4, men fandt at jeg fik mest for pengene i BMW'en og så havde den faciliteter som de andre ikke havde.

 

Køreegenskaber: 

300 kg køreklar vægt fornægter sig ikke: Den er rigtig tung at bakse rundt med i garagen! Men den er skøn på vejen: Ligger klippestabilt på vejen og svingene kan forceres med god fart (omend det ikke er med samme fart som en CBR600). Jeg "hænger ud" som jeg gjorde på CBR'en - og det er jo nok ikke så mange BMW-kørere der gør det - men jeg føler så at jeg har mere kontrol over maskinen i svingene.

Den har en god frigang og bundtrækket gør det til en fornøjelse at køre den.

Har - på en tur til Assen (Holland) - haft den oppe på 226 km/t (målt på GPS). Speedometeret viste næsten 240 km/t. Den har mere i sig, men jeg vil tro at 240-245 km/t er absolut tophastighed med sidetaskerne på.

Jeg havde begge sidetasker monteret og de gav nogle turbulenser man lige skulle vænne sig til. Det føltes som om MC'en rykkede fra side til side, men jeg måtte konstatere at den lå snorlige på vejen, så det var ingen hindring for at lade den "strække ud".

Kørte i øvrigt mellem 16 og 18.5 km/l på den tur og vores marchhastighed lå nok omkring 135 km/t. Den kørte klart længere på hjemturen, end på udturen, hvilket jeg tilskriver at den er blevet en tand mere tilkørt (havde kørt ca 3500 da vi tog afsted og turen var vel på knapt 1600 km) og renset igennem p.g.a. lang tur.

Motor/Teknik: 

Motoren er jo på 1200ccm og har et dejligt bundtræk. Det betyder at man sparer ganske meget på gearskiftene - simpelthen fordi de ikke er nødvendige. Man kan klare bykørsel og motorvejskørsel med 1. og 3. gear - resten er overflødige. Fra ca 40 km/t er der solidt træk i 3. og den løber langt over det tilladte i Danmark når den når 9000 o/m.

Jeg er nu stadig "smittet" af CBR'en og skifter gerne gear for at få det ekstra kick det er, når motoren skal arbejdes sig op gennem registret.

Teknisk set er den både mere gammeldags og mere moderne end CBR'en: 

Mere gammeldags fordi den bare er mere tung og klodset i hele motorkonstruktionen. Mere moderne fordi der er elektronisk indsprøjtning og katalysator. Desværre vejer udstødningen med forrørene over 20 kg!! Har overvejet et andet udstødningsanlæg, men kan se at der ikke er andet end vægttab at vinde.

Kåbeglasset er elektrisk regulerbart og det er en rigtig dejlig ting når man er på motorvej eller landevej, at man kan justere det perfekt under kørslen. Fra nederste til øverste stilling er der vel omkring 8-9 cm forskel, men samtidig er det mere oprejst i øverste stilling, så det nytter noget ;o)

Alligevel kunne jeg ønske en smule mindre turbulens på toppen af hjelmen. Ikke at der er vindpres, men bare en buldrende vind, som rammer ind på luftindtaget i toppen af hjelmen. Prøver snart med en spoiler "Laminar Lip" fra www.laminarlip.com som måske er svaret på nonnens bøn?!

Update maj 2006: Har nu sat Laminar Lip på og det er en del bedre end tidligere. Har absolut ikke fortrudt det forsøg og vil klart anbefale det til andre K1200GT-kørere der døjer med vindstøj/turbulenser omkring hjelmen.

Samlekvaliteten virker fin! Ingen raslende dele og alt sidder pænt og er ordentligt designet, så det tilsammen giver en flot touringmaskine.

Taskerne er er gode, men ikke vildt rummelige - særlig ikke den venstre, der har en indbuling, for at give plads til udstødningen.

Taskerne er lette at tage af og sætte på, og hele monteringssættet er virkelig flot integereret i MC'en design. Så flot at man faktisk ikke kan se beslagene, når taskerne er taget af.

Jeg har fået en topbox på min og også den er let at fjerne og tilbage sidder bare bagagebæreren. Alle tasker låses med tændingsnøglen.

Se <a href="http://www.hasselbalch.dk/mc/mc_foto_K1200GT.aspx"> billeder her</a>.

Instrumenter og betjeningsknapper er gode, omend man skal vænne sig til BMW's blinklys, der betjenes med 3 knapper: 1 til venstreblink i venstre håndtag. 1 til højreblink i højre håndtag. 1 til at afbryde blink i højre håndtag. Det slår i øvrigt selv fra efter nogen tid eller kørte meter (hvad der kommer først).

Varmehåndtag og sædevarme (ekstraudstyr) er dejlige - specielt varmehåndtagene. Jeg fik hurtigt kolde fingre før - men ikke nu : o)

Sædet kan stilles i 2 positioner, som giver +/- 3 cm i sædehøjden. Til trods for mine 193 cm sidder jeg fint i nederste stilling, hvilket jeg har valgt ud fra det lavere tyngdepunkt og den mindre vind man får i kasketten.

Gearskiftet er godt, men 1. gear kan drille når man holder stille. Jeg har vænnet mig til at være hurtig med gearet efter koblingen trækkes - så går det fint.

Affjedringen er jo en decideret BMW-ting: Telelever (for) og Paralever (bag).

De fungerer godt, men er anderledes end det man normalt ser.

Både foran og bagpå er der kun 1 dæmper og kun bagpå kan man justere fjederforspænding og dæmpning. Det er til gengæld lavet så alle kan være med: 2 justerhåndtag - så er det klaret. Har kørt med både min datter (10 år) og en voksen mand bagpå og justeringen var en leg - men det virkede helt efter hensigten. Ingen gyngen og vuggen - eller lys på himlen. Igen lå maskinen bare perfekt på vejen.

Foran kan der ikke justeres og det, man tror er teleskoper/affjedring er bare "støtterør" idet der sidder en én central fjeder og dæmper midt i det hele, men gemt væk under kåben.

Man kan læse mere om paralever <a href="http: //bmwdenmarkpinter01.ergointegration.no/mc/teknisk_leksikon/en_artikkel.asp?id=1064"> her</a> og telelever <a href="http: //bmwdenmarkpinter01.ergointegration.no/mc/teknisk_leksikon/en_artikkel.asp?id=1065"> her</a>.

Det fungerer faktisk rigtig godt, men også her er Öhlins på banen med komponenter der skulle gøre den endnu bedre. Overvejer stadig ;o)

Bremserne er delintegral og det vil sige at håndbremsen aktiverer både for og bagbremserne. Fodbremsen går derimod kun på bagbremsen (i modsætning til fuld-integralbremserne). Der er ABS for og bag, hvilket giver mig nogen tryghed når de 375 kg skal køres på våde veje. 

Man skal vænne sig til de elektrisk forstærkede bremser, men effektive er de. Blot mangler man lidt følingen med hvad der sker. Jeg tror at de har lavet den elektriske forstærkning for at kunne styre ABS'en - det er vel den eneste måde man kan fjerne og aktivere bremsetrykket pulserende med den hastighed, som ABS gør det?

Underlig oplevelse når man kører maskinen første gang: Den næse-dykker slet ikke når man bremser! Bare en kraftig nedbremsning - men ingen dyk. Troede faktisk slet ikke den bremsede første gang, jeg prøvede den, men speedometeret og omgivelser sagde noget andet.

Der sidder flere advarsler om at det kan være svært at bremse med tændingen slået fra (ingen forstærkning) og det er sandelig rigtigt; der skal virkelig klemmes til - selv ved skubbe-hastighed i garagen.

Det at den ikke dykker (p.g.a. delintegralsystemet) er nok - sammen med stelgeometrien - medvirkende til at man kan bremse i en kurve og stort set ikke blive straffet for det: Den kører bare videre i sammen bane og uden at rejse sig, som jeg oplevede på CBR'en.

Dejligt, men nok lidt farligt at vænne sig til.....

Gode råd: 

Brug Mineralsk 20W-50 olie på den. Det forhindrer olieudsivning til cylinderne når den står på sidestøttebenet (=røgsky ved start) og giver en blødere motorgang og gearskifte.

Konklusion: 

Dyr, men dejlig, dejlig maskine!! Eneste egentlige minus er vægten.

Farven mørkeblå er ikke det smarteste til en MC, med mindre man elsker at vaske den.

Motor: 

Antal cylindre: 4 

Ventiler pr. cylinder: 4 

Slagvolumen: 1171 cm3 

Slaglængde/boring: 75 mm/70 mm 

Maksimalt drejningsmoment: 117 Nm ved 6750 O/min 

Effekt 130 hk ved 8750 O/min 

Acc.: 0-100 km/t: 3,5 Sekunder

Tophastighed: >200 km/t (som BMW udtrykker det)

Forbrug ved 90 km/t: 20 km/liter 

Forbrug ved 120 km/t: 16.90 km/liter 

Elektronisk indsprøjtning med katalysator.

Mål og vægt: 

Vægt, køreklar: 300 kg 

Tilladt totalvægt: 500 kg 

Siddehøjde ved tom tank: 820 mm 

Tankindhold: 20 l 

Reservetank: 4 l 

Bremser: 

BMW Integral (del) ABS EVO (delintegral) 

Bremser for: Dobbelt skivebremse (diam 320 mm) 

Bremser bag: Enkelt skivebremse (diam 285 mm) 

Chassis: 

Ramme: Støbt aluminiumsramme 

Gaffel: BMW Telelever 

Fjederben: BMW Paralever 

Fjedervandring: for 115 mm 

Fjedervandring: bag 150 mm 

Dimensioner: 

Dækdimension for 120/70 ZR 17 

Fælgdimension for 17 tommer 

Dækdimension bag 180/55 ZR 17 

Nypris: 275.000 - dog var min nedsat til 245.000