Fog-City; 'topkarakter'

Jeg købte et Fog City Pro Shield, som det hedder, ca. en uge efter jeg havde fået min mc hjem fra vinteropbevaring d. 1/3-2003. Grunden var at de første dage var temmelig kolde og dug på indersiden af visiret var så slemt at jeg måtte køre med visiret 1 hak åbent hele vejen på arbejde og selvom det kun drejede sig om 10-15 min. kørsel så bliver man noget kold i ansigtet på de kolde dage. Jeg havde haft samme problem sæsonen før (min første sæson) men tænkte ikke nærmere over en løsning.


Som man kan læse af de andre anmeldelser her på siden så fungerer det fuldstændig efter hensigten. Dog hvis det er rigtig koldt så kan det dugge lidt, men kun i et minuts tid, så er det ligesom varmet op og duggen forsvinder. Som Martin Sørensen skriver så dannes der en tynd hinde af vand på indersiden af (Fog City) skjoldet, altså den side der vender ind mod ansigtet. Det er alt det vand/fugt der normalt sætter sig som dug. Men i modsætning til dug kan man sagtens se igennem det.

Det er rigtigt at der på emballagen anbefales at man ikke benytter skjoldet ved kørsel i mørke pga. øget mulighed for reflekser. Det synes jeg nu ikke har været til at bemærke, muligvis fordi mit visir er stort set fri for ridser.

Montering kræver at man lige tænker sig om og følger vejledningen, så kan det ikke gå galt.

Jeg giver topkarakter til Fog City Pro Shield, da det fuldt ud leverer hvad det lover og de 150,- kr. det koster er altså ikke alverden (afhængig af hvor tit man skifter visir selvfølgelig)

 

Karakter: 5/5 (særdeles godt produkt)